Country

Skriv et svar

Jeg kan godt lide country. Eller ok: Jeg kan godt lide noget country. 😀 Jeg bliver til stadighed overrasket over nogle besynderlige sange og ikke mindst pudsige tekster. Som når Blake Shelton i Honey Bee efter omkvædet synger: »Yeah, that came out a little country«…

I Girl Crush med Little Big Town synger sangerinden om, hvordan hun har et girl crush: »I got a girl crush, hate to admit it, but I got a heart rush, ain’t slowing down, I got it real bad.« Lesbisk kærlighed i en country-sang, der lå nr. 1 på Billboards Hot Country Songs-liste i næsten tre måneder i 2015? Nej, det handler om, at kvinden er hendes elskedes nye kæreste, og det egentlige mål er ham:

I want to taste her lips
Yeah, ’cause they taste like you
I want to drown myself
In a bottle of her perfume
I want her long blonde hair
I want her magic touch
Yeah, ’cause maybe then
You’d want me just as much

Og så alligevel… Det er altså en mærkelig tekst! Vidunderlig foruroligende sang.

I Sugarland’s Stay er sangeren den forladte kvinde – ikke så unormalt for en country-sang. Men denne gang er det ikke den tro kæreste, men elskerinden. Hele sangen bliver holdt helt intimt kun akkompagneret af guitar og orgel. Videoen er heller ikke helt almindelig, for desperationen er bestemt ikke bare smuk, men så meget desto mere gribende.

Der er selvfølgelig også plads til humor, her i en helt vidunderlig bluegrass-sang om atonal musik. Der er indforståede små vittigheder for den indviede. For eksempel er pausen efter godt to minutter en henvisning til John Cages 4’33”, der simpelthen består af 4 minutter og 33 sekunders pause.

Men altså, 6. december 2017 kunne The Guardian rapportere, at nr. 7 på årets Spotify-liste over »biggest emerging genres« var: Serialisme! Ja, nr. 7, »behind melodic power metal, chaotic black metal, chillhop, trap Latino, future funk and jumpstyle – and ahead of cinematic dubstep, vintage swoon and gamecore.« (Serialisme er som udgangspunkt en form for atonal musik.)

Til sidst må jeg ikke glemme to skønne titler af Laura Cantrell:

Lydformning

Skriv et svar

Signe Adrian og jeg har udgivet bogen Lydformning. Bogen omhandler skabende æstetisk arbejde med lyd og indeholder en lang række forslag til konkrete aktiviteter. Alle aktiviteter kan anvendes i grundskolen, men langt de fleste kan også fint anvendes af voksne (og en del også af børn i førskolealderen). Nå ja, og selvfølgelig også på læreruddannelsen.

Køb bogen for 180 kr. på https://butik.dansksang.dk/produkt/lydformning
(og husk: Medlemmer af Musiklærerforeningen og af Læreruddannelsens Musiklærerforening får 50% rabat)

Råd til Zotero

Skriv et svar

Så er jeg endelig i gang med for alvor at bruge et referenceværktøj. Jeg har selvfølgelig brugt sådan et før, men altid også opretholdt andre veje til at holde styr på artikler og referencer. Men nu forsøger jeg at gå mere helhjertet til sagen. Valget er – efter lange overvejelser – faldet på Zotero. Nedenfor giver jeg nogle råd til brug af Zotero efterfulgt af mine overvejelser om valget. Jeg forventer løbende at opdatere denne side.

Gode råd

  • Angiv altid engelske titler i „sentence case“ (fx “Computational thinking in sound”), altså kun med første ord med stort begyndelsesbogstav. Det skyldes, at Zotero godt kan lave en titel om til „title case“, men ikke omvendt (da programmet ikke kan vide, om et ord altid skal så med stort, fx Hansen). Hvis man angiver titler i „sentence case“, finder Zotero selv ud af det. Læs mere…
  • Angiv sproget som to bogstaver ifølge ISO 639-1, helst efterfulgt af bindestreg og to bogstavers landekode ifølge ISO 3166-1. Eksempler: da-DK for dansk, sv-SE for svensk, no-NO for norsk (bokmål og/eller nynorsk), de-DE for tysk, en-UK for britisk engelsk, en-US for amerikansk engelsk og bare en for engelsk.
  • Feltet „Sider“ angiver sidetal (fra-til) i udgivelsen, ikke antallet af sider. Feltet „Antal sider“ angiver antallet af sider. Angiv tal uden „s.“, „ill.“ eller lignende, fx „Sider: 10-25“ eller „Antal sider: 162“.
  • Importer emner fra bibliotek.dk og/eller via ISBN. Det er det letteste for mig. Men som regel må man selv rydde lidt op i data efterfølgende. På bibliotek.dk er der ved emner et sted, hvor der står „Download til referencesystemer“, hvor man så vælger „Download i RIS-format“. Man kan så åbne den hentede fil i Zotero. Bemærk, at man altid importere til den mappe, man har åben i Zotero.
  • Dubletter får man alt for let. Så man skal huske at tjekke, om man har emnet i forvejen. Zotero prøver at finde dubletter, men to emner skal være ret ens, før Zotero genkender det som dubletter.

Hvorfor Zotero?

Jeg overvejede kun Zotero og Mendeley. Min arbejdsplads (Københavns Professionshøjskole) giver os en Mendeley-konto med masser af plads, så det var jo egentlig det oplaget valg. De to referenceværktøjer kan da også mange af de samme ting, men der var alligevel nogen forhold, der gjorde, at jeg valgte Zotero:

  • Zotero hjælper bedre med indtastning med tydeligere felter. For eksempel er der felter til forfatterfornavn og -efternavn i stedet for, at man som i Mendeley skal anvende bestemte formater for indtastning – som så kan fejlfortolkes af programmet. „Dansk Musikerforbund“ bliver fx til „Musikerforbund, Dansk“ eller i kort form „D. Musikerforbund“. Det kan løses, men Zoteros løsning med flere felter er bare mere elegant.
  • Zotero er open source (og gratis).
  • Zotero er på dansk (og en række andre sprog). Jeg synes, at det er værdifuldt, at min computer fungerer på mit primære sprog, og jeg lægger stor vægt på, at mine programmer er på dansk.
  • Zotero kan importere emner ud fra ISBN eller DOI.
  • Hverken Zotero eller Mendeley udmærker sig ved at være specielt „Mac-agtige“, dvs. opføre sig og se ud, som man forventer på macOS. De har begge en del brugergrænseelementer, der ikke er standard, og som føles „unaturlige“ for en Mac-bruger. Men Zotero er dog ikke helt som slem som Mendeley.

Datalogisk tænkning i musikfaget

1 svar

Datalogisk tænkning – eller „computationel tankegang“ – fylder en del i uddannelsessystemet for tiden. Det er dog ret sjældent, at der henvises til musikfaget, også selv om datalogisk tænkning skulle være en dimension i alle fag. Så hvad kan et datalogisk perspektiv på musik bibringe? Jeg vil prøve at samle nogle eksempler.

Umiddelbart kan man henvise til forskellige systemer, hvor man programmerer musik eller lyd. Jeg kender i hvert fald Sonic Pi, EarSketch og ChucK. Set ud fra en rent musikfagligt synsvinkel synes jeg dog ikke, at udbyttet er imponerende, medmindre man er interesseret i nogle ret specielle forhold. Snarere kan sådanne programmer fungere som en motiverende måde at lære om kodning, hvilket selvfølgelig er fint nok – bare ikke så musikfagligt interessant.

Mere mening giver det, hvis man ser på nogle af de grundlæggende dele, der fremhæves som en del af datalogisk tænkning som dekomposition, mønstergenkendelse, datarepræsentation, generalisering, abstraktion, algoritmer. For eksempel kan man opstille en model for et typisk kontraststykke fra 50’erne og frem som et rutediagram (flow chart):

Her er der arbejdet med dekomposition (opdeling af et nummer i „stykker“/formdele), generalisering/abstraktion (toner sammenfattes til akkorder, akkorder ses i forhold til grundtonen i stedet for absolut), datarepræsentation (i form af trinbetegnelser mv.) og ikke mindst mønstergenkendelse. Anvendt som opskrift på egne kontraststykker kan modellen også fungere som algoritme. Det simple eksempel viser, hvordan disse aspekter kan indgå i musikfaget på en ganske „naturlig“ måde. Man kan så spørge, hvad den musikfaglige gevinst er ved at anskue musik ud fra datalogisk tænkning? Her synes jeg trods alt, at vinklen bidrager til at fokusere lidt anderledes, end man måske er vant til – altså ikke en revolutionerende forandring, men snarere et bidrag til eksisterende synsvinkler.

Et eksempel på mere formaliserede modeller af musikalske fænomener kan findes i min ph.d.-afhandling Musikalske normer i populærmusik, hvor jeg opstiller nogle formelle modeller for melodirytme. Ideen var kort fortalt, at selve arbejdet med at opstille og afprøve rytmemodellerne – både ved at teste dem på eksisterende musik og ved at lade programmet generere nye rytmer – kan være en hjælp til formuleringen af en stilfornemmelse. Opstillingen af nogle regler, der var så præcise, at de kunne implementeres i et computerprogram (i afhandlingen anvendte jeg Prolog), tvang mig til en præcision, der gav nye indsigter.

Man kan også mere overordnet kigge nærmere på musikfagets datarepræsentationer.

  • Hvilke datarepræsentationer anvender man i musikfaget? (Fx noder, becifringer og en række andre symboler som og ff…)
  • Hvilke sider af musik har vi repræsentationer for? Og hvilke mangler vi? (Fx repræsenteres tonehøjde lettere end klang…)
  • Kender vi til alternative repræsentationer? (Fx pianorullenotation, særlige symboler for ny musik, lydformningssymboler, neumer…)

Disse spørgsmål kan naturligvis også betragtes historisk, ligesom man kan tolke, hvilke musiksyn der derigennem kommer til udtryk.

Et interessant eksempel på anvendelsen af data finder man i artiklen Are Pop Lyrics Getting More Repetitive? Her opstilles et mål for gentagelse i sangtekster, og tekster sammenlignes fra forskellige perioder og kunstnere. Ved at præsentere en ny måde at se sangtekster på, tilbydes man nye fortolkningsvinkler. Er gentagelse godt eller dårligt? Hvilket formål tjener det? Hvorfor er der så stor spredning? Hvorfor er der en udvikling i graden af gentagelse fra årti til årti? Osv.

Computational Thinking in SoundMan kunne komme med mange flere eksempler, og her vil jeg henvise til bogen Computational Thinking in Sound, der er fuld af gode betragtninger.

Nokia-melodien

Skriv et svar

Historien om „Nokia-melodien“ er ikke ny, se fx Nokia Tune: more than just a ringtone på Microsofts website. Men hvad ér det egentlig ved melodien, der gør, at den er så velegnet som ringetone? Hvorfor kan man holde ud at høre den igen og igen?

Nokia-melodi uden taktart Jeg mener, at en af grundene er det tvetydige metrum: Starter melodien på 1-slaget eller med optakt? Prøv selv at høre:

Jeg selv hører den umiddelbart mest som en melodi med optakt:

Nokia-melodi med taktart - alternativ

Det skyldes to forhold:

  • Rytmen kort-kort-lang-lang-kort-kort-lang-lang o.s.v. lægger mest op til, at de korte noder er optakt. Det understøttes blandt andet af reglen MPR 5 a i Lerdahl og Jacobsens A Generative Theory of Tonal Music (1996, s. 84): »Prefer a metrical structure in which a relatively strong beat occurs at the inception of … a relatively long pitch-event « Med andre ord: Man vil foretrække et metrum, hvor 1-slaget (det relativt tunge slag) falder på længere toner (og modsat).
  • Der vil være en tendens til at høre dybe toner som toner på 1-slaget, mens lyse toner mere oplagt høres som mindre betonede slag. Man kan fx tænke på en rytme som „bum-tjik-bum-tjik“, der mest oplagt høres som betonet-ubetonet-betonet-ubetonet (1-2-3-4).

På den anden side er der forhold, der peger i en anden retning, således at melodien kan høres, så den starter på 1-slaget:

Nokia-melodi med taktart

Det skyldes især slutningen, hvor det er mest tilfredsstillende at høre sluttonen på et betonet slag. Desuden er der så en fin linje på 1-slagene: e-cis-h-a.

Efter min mening er begge tolkninger i den oprindelige Nokia-melodi „ustabile“: Uanset hvordan man hører den, ligger den modsatte tolkning latent i baggrunden, og netop dette forhold er med til at gøre, at man kan holde ud at høre melodien igen og igen.

Hvis melodien ikke spilles helt mekanisk som i den oprindelige Nokia-udgave, kan det naturligvis fremhæve en af de to tolkninger. Det høres fx i udgaven fra 2007 til Nokia N95 med akustisk guitar:

Her er det helt tydeligt, at melodien starter med optakt.

Udgaven til Nokia N9 og senere modeller fra 2011 starter igen langt mere tvetydigt, men faktisk fremhæves udgaven uden optakt senere, hvor der i tredje omgang lægges tydelige, fulde akkorder på den første ottendedel, mens fjerde omgang så igen er mere metrisk uklar:

 

Inden jeg slutter, må jeg hellere nævne, at melodien oprindeligt er fra en komposition af Francisco Tárrega fra1902 kaldet „Gran Valse“:

Og, ja, her er der tydeligvis tale om, at ottendedelene er ikke er optakt (altså den anden udgave ovenfor).

Læs mere her:

Gode pdf-dokumenter fra skannede ark med Billedfremviser på Mac

Skriv et svar

Dette indlæg handler ikke så meget om musik, men nu er det jo min blog, og så kan jeg vel skrive om, hvad jeg vil. 🙂 Og indlægget handler da trods alt om noget, man ofte kan have brug for som underviser – også i musik: Man har en bog, som man gerne vil skanne nogle ark ind fra, som man vil distribuere til sine studerende i pdf-format. Hvordan får man det til at se pænt ud, hvis man har en Mac og ikke har andre programmer end standard-programmerne?

A. Skan arkene

Først og fremmest skal man selvfølgelig have skannet arkene. Vælg 300 dpi, hvis du kan indstille det – det er et godt kompromis mellem dokumentstørrelse og kvalitet. Arkiver i tiff-format eller et andet billedformat.

B. Behandling af hvert ark

BilledfremviserFor hvert ark:

  1. Åbn det skannede dokument i Billedfremviser.
  2. Sørg for, at værktøjslinjen vises – hvis ikke, vælges „Vis værktøjslinje“ i Oversigt-menuen.
  3. Vælg eventuelt rotering ved at klikke på det lille „roter“-symbol i værktøjslinjen.  Roter-symbol
  4. Sørg for, at værktøjslinjen til markering vises – hvis ikke, klikkes på Værktøjslinje til markering-symboler i værktøjslinjen.
  5. Beskær det, så der kun er det ønskede: Marker området og tryk på „Beskær“-knappen i værktøjslinjen til markering.
  6. Juster eventuelt kontrast m.v. ved at klikke på „Juster farve“-symbolet i værktøjslinjen til markering, Juster farve-symbol, og justere i det vindue, der dukker op. Forøg fx kontrast.
  7. Vælg „Eksporter…“ i Arkiv-menuen (ikke „Eksporter som pdf“).
  8. Vælg „PDF“ under format og „Black & White“ under Quartz-filter.
  9. Arkiver dokumentet.
  10. Åbn det nye pdf-dokument i Billedfremviser.
  11. Vælg „Udskriv“ i Arkiv-menuen.
  12. Tryk på „Vis oplysninger“, hvis der er sådan en knap nederst til venstre.
  13. Vælg en passende skalering.
  14. Arkiver dokumentet.

Man har nu en udgave af hvert ark, der er roteret, skåret til, i sort/hvid, og som er placeret på en A4-side. (Punkt 7-11 kan udelades, hvis man er ligeglad med placeringen på A4-siden.)

C. Samling af ark til ét dokument

Til sdist samles alle arkene, altså pdf-dokumenterne med 1 ark pr. dokument, til ét dokument:

  1. Åbn første ark.
  2. Sørg for, at der vises miniaturer til venstre (vælg fx „Miniaturer“ i Oversigt-menuen).
  3. Træk dokumentet med ark 2 ind i miniaturer-listen til venstre. NB: Hvis Billedfremviser er indstillet til at vise alle dokumenter i ét vindue, skal man være meget påpasselig med, at man ikke trækker ark 2 ind under miniaturen for ark 1, men på miniaturen for ark 1 – ellers åbner man bare både ark 1 og 2, man kombinerer dem ikke.
  4. Gentag med alle ark.
  5. Luk og arkiver.

Det var det. 🙂

PS: Man skal selvfølgelig være sikker på, at ens institution har en aftale med CopyDan, hvis man videredistribuerer materiale i elektronisk form til studerende.

Når kommerciel musik får sit eget liv: All About That Bass

Skriv et svar

Jeg synes som udgangspunkt, at det er vidunderligt, når et nummer får sit eget liv – løsrevet fra den situation, hvor det opstod. Som når Eintracht Frankfurt-fans eller Atletico Madrid-fans synger Pippi Langstrømpe-sangen. Eller når Pharrell Williams’ Happy bliver brugt af britiske muslimer til at lave deres egen video med sangen (og som så i øvrigt er fulgt op af en hel række af videoer med muslimer, der danser til Happy).

I dag faldt jeg over Meghan Trainor: All About That Bass.

Men hvorfor ikke en version med skoleinstrumenter:

Det er da et herligt eksempel på, at en skrabet version kan have sin egen charme, og at det godt kan lade sig gøre at få noget godt og sjovt ud af enklere midler, som ikke bare er en „dårligere“ eller „halv“ udgave af originalen, men som har sine egne kvaliteter.

Eller for den sags skyld en jazz-version:

 

Men allerskønnest er det alligevel, når to pragtfulde svenske piger bruger nummeret på deres måde til deres egen leg med at optræde:

Anna fortæller, at videoen er lavet med en iPad, og at de selv har stået for at optage og klippe. Og så var det jo ekstra sjov for pigerne, da Meghan Trainor selv ved et tilfælde så videoen på Facebook og kommenterede med en smiley og et hjerte…

 

Selv om musik er kommerciel, er det ikke altid ensbetydende med, at der bare er passive forbrugere i den anden ende. Vi bruger og misbruger musikken og giver den en egen plads i vores liv. Ikke mindst i skolen synes jeg, at det er vigtigt at huske. Når to piger laver deres egen dans til et stykke musik, er der noget på spil, som musikundervisningen også må kunne gribe, og som også er en vigtig omgang med musik. Musikfaget i skolen må ikke bare være morgensang, hvis det skal bevare sin relevans…

Ny rapport om den kreative industri

Skriv et svar

Creating growth · Measuring cultural and creative markets in the EUEn rapport fra EY (Ernst & Young) viser, at den kreative industri er Europas tredjestørste målt på antallet af arbejdspladser med over 7 millioner. Det er ifølge Politiken 2,5 gange så mange som bilindustrien. Alene i musikindustrien var der i 2012 ansat 1.168.000 personer. Den kreative industri omsætter for knap 4.000 milliarder kroner og havde en vækst i ansatte på 0,7 % pr. år i perioden 2008-2012, hvor øvrige industrier havde et fald på 0,7 %. Egentlig ret tankevækkende.

Hvad betydet det så for det evindelige spørgsmål om, hvad vi skal leve af i fremtiden i Danmark, og dermed også for skolen? Traditionelt har det jo været de naturvidenskabelige fag, der har været i fokus med henblik på, at vi skal have dygtige ingeniører, teknikere, programmører o.s.v. – og det skal vi selvfølgelig også have. Der har dog i de senere år været en stigende forståelse af, at det er innovation og iværksætteri, der vil drive fremtidens økonomi, ikke mindst inden for det digitale område. Men som Jakob Fogt, partner i EY, tørt konstaterer: »De fleste forbinder smartphones og tablets med innovation og udvikling, men det er værd at bemærke, at gennemsnitligt 70 % af den tid, der bliver brugt på tablets er på kreativt og kulturelt forbrug.« Så måske skal folkeskolen i højere grad tage arbejdsmarkedsaspektet alvorligt for de kreative fag?

For et fag som for eksempel musik er problemet selvfølgelig, at en vigtig begrundelse for faget traditionelt har været, at det giver æstetiske oplevelser og erkendelser, som eleverne netop ikke får gennem det kommercielle kulturforbrug, og det skulle jo nødigt gå fløjten. Jeg er dog nogen loren ved en for skarp opdeling i et kommercielt kulturforbrug (som fx X Factor) og den „rene“, kunstneriske musikoplevelse. Selv om der er masser af skidt, er der også uomgængelige kvaliteter, potentialer og potens i populærmusikken, og så meget desto mere som den kommercielle kulturproduktion spiller en stadig stigende rolle, må skolen som institution tage den alvorligt.

DRUOPS: Det kan jo så helt aktuelt gøre en ekstra sørgmodig over nedlæggelsen af et „brobygger-orkester“ som Danmarks Radios Underholdningsorkester.

Becifringer og akkorder

Skriv et svar

Jeg har i aftes haft en sjov diskussion over e-mail med en god kollega om et ark til begyndere i brugsklaver:

Hvis akkorden G7 i en konkret sang skal spilles uden kvint, altså blot med tonerne g, h og f i højre hånd, er det så en hjælp og en god ide at tydeliggøre dette ved at skrive G7omit5 i becifringen?

Jeg mener nej. Lettere omskrevet er mine argumenter:

  • Jeg mener, at det er en misforståelse af selve becifringssystemet at tilføje omit5. Becifringer angiver nemlig i praksis ikke et præcist toneindhold – de angiver „en akkord“. Denne akkord kan så realiseres på forskellig vis. Fx kan G7 realiseres gennem tonerne g, h og f eller – i en anden stil – gennem tonerne g, h, e, f og a. I begge tilfælde kan der blot stå G7 i becifringen, og det er ikke en fejl. Det er sådan becifringer fungerer: De angiver akkorder, ikke toner. Jeg mener derfor også, at en becifring som G7omit5 ikke vil støtte en teoretisk forståelse hos begynderen – tværtimod antyder den en forkert opfattelse af, hvad becifringer faktisk er.
  • Det er i øvrigt en helt almindelig problematik, at det ikke fungerer godt blot at spille alle akkordens mulige toner i højrehånden i en klaversats. Det gælder jo også fx sekstakkorder, hvor tertsen ofte med held kan udelades i højre hånd. Der kan være en vis pointe i fra starten at vise, at lægning af akkorder i en højrehånd er et „arrangement“ – altså at det er en aktiv handling, hvor der tages stilistiske, musikalske valg – i stedet for at forsøge at skjule dette faktum ved at foregive, at man blot „bevidstløst“ kan placere alle becifringens toner i højrehånden. Det er jo det, man kommer til at foregive med becifringen G7omit5.
  • Faktisk kan en akkord jo også udsmykkes med inddragelse af helt andre toner – uden at det afspejles i becifringen. Det gælder fx, når kvinten afveksles med C med variationerseksten i en typisk venstrehånds- eller guitarfigur. Ja, det kan også indbefatte afveksling af C med både kvart og sekst, når pianisten fx spiller tonerne a, f og c – hvor guitaristen måske bare spiller C hele tiden. Igen vil der i becifringen som regel blot stå C, for den overordnede akkord er C; det andet er bare udsmykninger, konkrete realisationer, et aktuelt arrangement.
  • Endnu et eksempel er i øvrigt vekselbas: Den vil jo i praksis heller ikke blive noteret i becifringerne. Men det betyder ikke, at det er en „fejl“ at veksle mellem c og g i bassen, selv om der blot står C og ikke | C C/g |. Tværtimod vil jeg som regel betragte det som en decideret fejl, hvis man noterer vekselbas i becifringer. Selv om der spilles g i bassen, skiftes der ikke til akkorden C/g; nej, akkorden er netop stadig C, der blot er udsmykket med vekselbas.
  • Jeg er helt med på, at der til begynderen kan være en pointe i blot at fortælle, hvad der skal spilles – uden at forklare alle „mellemregningerne“ (som fx udeladelse af kvint i G7). Men så hellere bare angive de konkrete toner (g, h og f) og fastholde becifringen.

Ja, becifringer er nogle sjove, ulogiske størrelser…

Rytmecirkel

1 svar

Jeg er en stor tilhænger af rytmeboksnotation til at notere rytmer, da det visuelt tydeliggør tidens forløb:

Eksempel på rytme notereret med rytmeboksnotation.

Desuden er det ret nemt at gå fra rytmenoder til rytmeboksnotation eller omvendt.

Men på mange måder giver en cirkel selvfølelige mere mening, hvis man noterer et ostinat. Det kan man se i denne TED-Ed-video:

Nogle af eksemplerne er ikke helt tydelige, synes jeg, men ellers sjovt nok.