Så er jeg endelig i gang med for alvor at bruge et referenceværktøj. Jeg har selvfølgelig brugt sådan et før, men altid også opretholdt andre veje til at holde styr på artikler og referencer. Men nu forsøger jeg at gå mere helhjertet til sagen. Valget er – efter lange overvejelser – faldet på Zotero. Nedenfor giver jeg nogle råd til brug af Zotero efterfulgt af mine overvejelser om valget. Jeg forventer løbende at opdatere denne side.

Gode råd

• Angiv altid engelske titler i „sentence case“ (fx “Computational thinking in sound”), altså kun med første ord med stort begyndelsesbogstav. Det skyldes, at Zotero godt kan lave en titel om til „title case“, men ikke omvendt (da programmet ikke kan vide, om et ord altid skal så med stort, fx Hansen). Hvis man angiver titler i „sentence case“, finder Zotero selv ud af det. Læs mere…
• Angiv sproget som to bogstaver ifølge ISO 639-1, helst efterfulgt af bindestreg og to bogstavers landekode ifølge ISO 3166-1. Eksempler: da-DK for dansk, sv-SE for svensk, no-NO for norsk (bokmål og/eller nynorsk), de-DE for tysk, en-UK for britisk engelsk, en-US for amerikansk engelsk og bare en for engelsk.
• Feltet „Sider“ angiver sidetal (fra-til) i udgivelsen, ikke antallet af sider. Feltet „Antal sider“ angiver antallet af sider. Angiv tal uden „s.“, „ill.“ eller lignende, fx „Sider: 10-25“ eller „Antal sider: 162“.
• Importer emner fra bibliotek.dk og/eller via ISBN. Det er det letteste for mig. Men som regel må man selv rydde lidt op i data efterfølgende. På bibliotek.dk er der ved emner et sted, hvor der står „Download til referencesystemer“, hvor man så vælger „Download i RIS-format“. Man kan så åbne den hentede fil i Zotero. Bemærk, at man altid importere til den mappe, man har åben i Zotero.
• Dubletter får man alt for let. Så man skal huske at tjekke, om man har emnet i forvejen. Zotero prøver at finde dubletter, men to emner skal være ret ens, før Zotero genkender det som dubletter.

Hvorfor Zotero?

Jeg overvejede kun Zotero og Mendeley. Min arbejdsplads (Københavns Professionshøjskole) giver os en Mendeley-konto med masser af plads, så det var jo egentlig det oplaget valg. De to referenceværktøjer kan da også mange af de samme ting, men der var alligevel nogen forhold, der gjorde, at jeg valgte Zotero:

• Zotero hjælper bedre med indtastning med tydeligere felter. For eksempel er der felter til forfatterfornavn og -efternavn i stedet for, at man som i Mendeley skal anvende bestemte formater for indtastning – som så kan fejlfortolkes af programmet. „Dansk Musikerforbund“ bliver fx til „Musikerforbund, Dansk“ eller i kort form „D. Musikerforbund“. Det kan løses, men Zoteros løsning med flere felter er bare mere elegant.
• Zotero er open source (og gratis).
• Zotero er på dansk (og en række andre sprog). Jeg synes, at det er værdifuldt, at min computer fungerer på mit primære sprog, og jeg lægger stor vægt på, at mine programmer er på dansk.
• Zotero kan importere emner ud fra ISBN eller DOI.
• Hverken Zotero eller Mendeley udmærker sig ved at være specielt „Mac-agtige“, dvs. opføre sig og se ud, som man forventer på macOS. De har begge en del brugergrænseelementer, der ikke er standard, og som føles „unaturlige“ for en Mac-bruger. Men Zotero er dog ikke helt som slem som Mendeley.

Jeg synes som udgangspunkt, at det er vidunderligt, når et nummer får sit eget liv – løsrevet fra den situation, hvor det opstod. Som når Eintracht Frankfurt-fans eller Atletico Madrid-fans synger Pippi Langstrømpe-sangen. Eller når Pharrell Williams’ Happy bliver brugt af britiske muslimer til at lave deres egen video med sangen (og som så i øvrigt er fulgt op af en hel række af videoer med muslimer, der danser til Happy).

I dag faldt jeg over Meghan Trainor: All About That Bass.

Men hvorfor ikke en version med skoleinstrumenter:

Det er da et herligt eksempel på, at en skrabet version kan have sin egen charme, og at det godt kan lade sig gøre at få noget godt og sjovt ud af enklere midler, som ikke bare er en „dårligere“ eller „halv“ udgave af originalen, men som har sine egne kvaliteter.

Eller for den sags skyld en jazz-version:

Men allerskønnest er det alligevel, når to pragtfulde svenske piger bruger nummeret på deres måde til deres egen leg med at optræde:

Anna fortæller, at videoen er lavet med en iPad, og at de selv har stået for at optage og klippe. Og så var det jo ekstra sjov for pigerne, da Meghan Trainor selv ved et tilfælde så videoen på Facebook og kommenterede med en smiley og et hjerte…

Selv om musik er kommerciel, er det ikke altid ensbetydende med, at der bare er passive forbrugere i den anden ende. Vi bruger og misbruger musikken og giver den en egen plads i vores liv. Ikke mindst i skolen synes jeg, at det er vigtigt at huske. Når to piger laver deres egen dans til et stykke musik, er der noget på spil, som musikundervisningen også må kunne gribe, og som også er en vigtig omgang med musik. Musikfaget i skolen må ikke bare være morgensang, hvis det skal bevare sin relevans…