Jeg synes som udgangspunkt, at det er vidunderligt, når et nummer får sit eget liv – løsrevet fra den situation, hvor det opstod. Som når Eintracht Frankfurt-fans eller Atletico Madrid-fans synger Pippi Langstrømpe-sangen. Eller når Pharrell Williams’ Happy bliver brugt af britiske muslimer til at lave deres egen video med sangen (og som så i øvrigt er fulgt op af en hel række af videoer med muslimer, der danser til Happy).

I dag faldt jeg over Meghan Trainor: All About That Bass.

Men hvorfor ikke en version med skoleinstrumenter:

Det er da et herligt eksempel på, at en skrabet version kan have sin egen charme, og at det godt kan lade sig gøre at få noget godt og sjovt ud af enklere midler, som ikke bare er en „dårligere“ eller „halv“ udgave af originalen, men som har sine egne kvaliteter.

Eller for den sags skyld en jazz-version:

Men allerskønnest er det alligevel, når to pragtfulde svenske piger bruger nummeret på deres måde til deres egen leg med at optræde:

Anna fortæller, at videoen er lavet med en iPad, og at de selv har stået for at optage og klippe. Og så var det jo ekstra sjov for pigerne, da Meghan Trainor selv ved et tilfælde så videoen på Facebook og kommenterede med en smiley og et hjerte…

Selv om musik er kommerciel, er det ikke altid ensbetydende med, at der bare er passive forbrugere i den anden ende. Vi bruger og misbruger musikken og giver den en egen plads i vores liv. Ikke mindst i skolen synes jeg, at det er vigtigt at huske. Når to piger laver deres egen dans til et stykke musik, er der noget på spil, som musikundervisningen også må kunne gribe, og som også er en vigtig omgang med musik. Musikfaget i skolen må ikke bare være morgensang, hvis det skal bevare sin relevans…