Jeg har siddet i en arbejdsgruppe, der skulle formulere mål for musikfaget i læreruddannelsen, og et af de færdighedsmål, vi havde formuleret lød:

Den studerende kan arrangere og tilrettelægge musik og musikalske aktiviteter i et bredt udvalg af stilarter for varierede målgrupper med forskellige pædagogiske formål.

Ideen var, at „arrangement“ ikke blot skulle anskues som en rent teoretisk disciplin, men netop ses i forbindelse med tilrettelæggelse af forskellige musikalske aktiviteter, således at man også indtænkte fx passager til improvisation eller rytmer og figurer med forskellige sværhedsgrader, som der så kan vælges mellem i indstuderingssituationen.

Da vi så fik det tilbage fra projektledelsen, var det centrale ord – „arrangere“ – simpelthen fjernet:

Den studerende kan tilrettelægge musik og musikalske aktiviteter i et bredt udvalg af stilarter for varierede målgrupper med forskellige pædagogiske formål.

Det er jo egentlig ganske klart: Hvis man ikke kender de musikfaglige betegnelser, er det at „arrangere“ noget og „tilrettelægge“ noget jo stort set det samme, og i en almen pædagogisk kontekst er „tilrettelæggelse“ langt mere nærliggende end „arrangement“. Sådan kan to fagsprog – et musikfagligt og et pædagogisk – støde sammen, og sådan er den type tekster naturligvis i sagens natur et kompromis mellem to fagsprog.

Man kan følge hele processen, se udkast o.s.v. på hjemmesiden for Læreruddannelsens Musiklærerforening.