Jeg har i aftes haft en sjov diskussion over e-mail med en god kollega om et ark til begyndere i brugsklaver:
Hvis akkorden G7 i en konkret sang skal spilles uden kvint, altså blot med tonerne g, h og f i højre hånd, er det så en hjælp og en god ide at tydeliggøre dette ved at skrive G7omit5 i becifringen?
Jeg mener nej. Lettere omskrevet er mine argumenter:
- Jeg mener, at det er en misforståelse af selve becifringssystemet at tilføje omit5. Becifringer angiver nemlig i praksis ikke et præcist toneindhold – de angiver „en akkord“. Denne akkord kan så realiseres på forskellig vis. Fx kan G7 realiseres gennem tonerne g, h og f eller – i en anden stil – gennem tonerne g, h, e, f og a. I begge tilfælde kan der blot stå G7 i becifringen, og det er ikke en fejl. Det er sådan becifringer fungerer: De angiver akkorder, ikke toner. Jeg mener derfor også, at en becifring som G7omit5 ikke vil støtte en teoretisk forståelse hos begynderen – tværtimod antyder den en forkert opfattelse af, hvad becifringer faktisk er.
- Det er i øvrigt en helt almindelig problematik, at det ikke fungerer godt blot at spille alle akkordens mulige toner i højrehånden i en klaversats. Det gælder jo også fx sekstakkorder, hvor tertsen ofte med held kan udelades i højre hånd. Der kan være en vis pointe i fra starten at vise, at lægning af akkorder i en højrehånd er et „arrangement“ – altså at det er en aktiv handling, hvor der tages stilistiske, musikalske valg – i stedet for at forsøge at skjule dette faktum ved at foregive, at man blot „bevidstløst“ kan placere alle becifringens toner i højrehånden. Det er jo det, man kommer til at foregive med becifringen G7omit5.
- Faktisk kan en akkord jo også udsmykkes med inddragelse af helt andre toner – uden at det afspejles i becifringen. Det gælder fx, når kvinten afveksles med
seksten i en typisk venstrehånds- eller guitarfigur. Ja, det kan også indbefatte afveksling af C med både kvart og sekst, når pianisten fx spiller tonerne a, f og c – hvor guitaristen måske bare spiller C hele tiden. Igen vil der i becifringen som regel blot stå C, for den overordnede akkord er C; det andet er bare udsmykninger, konkrete realisationer, et aktuelt arrangement.
- Endnu et eksempel er i øvrigt vekselbas: Den vil jo i praksis heller ikke blive noteret i becifringerne. Men det betyder ikke, at det er en „fejl“ at veksle mellem c og g i bassen, selv om der blot står C og ikke | C C/g |. Tværtimod vil jeg som regel betragte det som en decideret fejl, hvis man noterer vekselbas i becifringer. Selv om der spilles g i bassen, skiftes der ikke til akkorden C/g; nej, akkorden er netop stadig C, der blot er udsmykket med vekselbas.
- Jeg er helt med på, at der til begynderen kan være en pointe i blot at fortælle, hvad der skal spilles – uden at forklare alle „mellemregningerne“ (som fx udeladelse af kvint i G7). Men så hellere bare angive de konkrete toner (g, h og f) og fastholde becifringen.
Ja, becifringer er nogle sjove, ulogiske størrelser…