Læreruddannelsen skal revideres. Det er ifølge Folkeskolen tiende revision siden 1791, hvor det første seminarium åbnede. Heraf har de fire revisioner været foretaget de seneste 20 år. Problemet er, at politikerne forsøger at detailregulere for at løse et aktuelt problem, som de mener at have identificeret, og at man så ifølge professor ved Center for Grundskoleforskning på Aarhus Universitet Per Fibæk Laursen er endt med tiltag, som politikerne ikke rigtigt kunne overskue virkningen af. Det kan man kun være enig i.

Det skortede ellers ikke på advarsler, da man sidste gang reviderede læreruddannelsen: Nyuddannede får nu kun linjefagsuddannelse i 1-3 skolefag (i stedet for 4 i den forrige læreruddannelse), og en særlig struktur i linjefagsvalget har desuden betydet, at denne indskrænkning er gået ekstra hårdt ud over bestemte fag – herunder musik. Det betyder, at der nu uddannes under halvdelen af lærere med musiklinjefag end tidligere. Det er en dramatisk reduktion, hvis virkning forstærkes af, at folkeskolen mangler musiklærere: En stor del af undervisningen i musik varetages af lærere, der ikke har linjefaget musik (eller tilsvarende kvalifikationer), således som det er dokumenteret i den omfattende rapport Musikfaget i undervisning og uddannelse · Status og perspektiv 2010 fra Aarhus Universitet. I store træk kan man dele landets folkeskoler i to hold:

• A-holdet, hvor hovedparten af undervisningen varetages af linjefagsuddannede musiklærere. Her lever man op til de faglige krav til musikfaget fra Undervisningsministeriet.
• B-holdet, hvor hovedparten af undervisningen varetages af ikke-linjefagsuddannede, og hvor der ofte er skåret i timetallet til musikfaget. Her står det ikke godt til.

Problemet står således lysende klart: Der uddannes for få musiklærere, og det går drastisk ud over kvaliteten af musikundervisningen i folkeskolen.

Alligevel forplumres debatten gang på gang af et andet, besynderligt tema: 1) Musiklærerne skulle være for dårlige, og 2) de burde i stedet uddannes på konservatorierne.

1) For det første er der ikke noget, der tyder på, at musiklærerne skulle være for dårlige. Tværtimod roses uddannelsen i linjefaget musik i læreruddannelsen år efter år i censorrapporterne. En stor del af censorerne er rekrutteret uden for professionshøjskolerne – fra folkeskole, gymnasieskole, musikskole, universitet. De er enige om, at den eksisterende uddannelse har en høj kvalitet. Man kan desuden pege på, at læreruddannelsen, herunder musikfaget, på professionshøjskolerne netop har været igennem en akkrediteringsproces, der har dokumenteret en høj kvalitet af uddannelserne. Det betyder selvfølgelig ikke, at linjefaget musik i læreruddannelsen ikke kan forbedres – jeg har selv masser af forslag. Men det ændrer ikke ved, at uddannelsen i dag har en høj kvalitet. Problemet er, at så få får lov at tage den.

2) For det andet er der intet, der tyder på, at konservatorierne skulle være bedre end professionshøjskolerne til at uddanne musiklærere til folkeskolen. Faktisk har konservatorierne ofte været udsat for kritik af de pædagogiske aspekter af uddannelsen af lærere til musikskolerne. Desuden er der tale om en helt forkert opfattelse af, hvilke opgaver der venter en musiklærer i folkeskolen. Her kan man ikke klare sig med en snæver faglig tilgang. Kombinationen af en bred didaktisk, pædagogisk og psykologisk baggrund og en grundig faglig og fagdidaktisk kompetence er det eneste fornuftige, professionsrettede udgangspunkt for en musiklærer i folkeskolen. I den forbindelse er det vigtigt at påpege, at musikfaget i læreruddannelsen netop integrerer et højt musikfagligt niveau med musikdidaktisk kompetencer: Der er ikke blot tale om to sideløbende „spor“, men om en ægte integration, der betyder, at det netop er en uddannelse til musiklærer og ikke en uddannelse til „musiker og lærer“.

Mens man måske næppe kan forvente, at politikerne skal have denne indsigt, er det nedslående for musikfagets fremtid, at visse personer fra konservatorierne ikke holder sig for fine til mod bedre vidende at „gå på strandhugst“ i læreruddannelsen på professionshøjskolerne. De øjner tilsyneladende muligheden for en ekspansion på andres bekostning og vurderer, at skaden ved denne kannibalisering i musiklivet er mindre end egen gevinst. De omformulerer derfor musikfagets problemer i folkeskolen (for få musiklærere og for få timer) til et problem, som konservatorierne skulle have løsningen på. Trist. Det er trist for musikkens fremtid i Danmark, at de institutioner, der burde være forrest i kampen for musikken overalt i uddannelsessystemerne, også i folkeskolen, i stedet for at underbygge og påpege de reelle problemer vælger at indtage en snæver institutionspolitisk position. Lad os i stedet få et frugtbart og ligeværdigt samarbejde mellem konservatorierne og professionshøjskolerne. Det er bare at gå i gang.