Det spiller ikke for musikundervisningen i folkeskolen

DR P1Overskriften er egentlig noget misvisende, men det er titlen på en udsendelse, der fredag  blev sendt i DR1 i „Kulturkontoret“ (30. marts 2012). For sandheden er, at rigtig mange skoler har et rigt og varieret musikliv med dygtige og engagerede musiklærere.

Men desværre er det jo også nogle store problemer i mange kommuner og på mange skoler. I udsendelsen får man fint ridset de to vigtigste problemer op:

  • Der bliver uddannet for få musiklærere på professionshøjskolerne. Alt for få!
  • Der bliver skåret for meget i musikundervisningen i folkeskolen – undertiden med den undskyldning, at man ikke kan få musiklærere.

Så er det jo bare at håbe, at den forestående revision af loven om uddannelse af lærere til folkeskolen vil afhjælpe det første problem.

Desværre bliver der også luftet nogle fordomme om læreruddannelsen. Skoleleder Lars Pilmark siger for eksempel:

Problemet er bare, at ofte er de, der vælger musik utroligt gode udøvere. Men til gengæld er de ikke så gode didaktikere.

Det er bare slet ikke min erfaring, når vi taler om læreruddannelsen. Det har måske været sådan tidligere, og det kan da sikkert stadig forekomme, men de fleste studeende er efter min erfaring meget optagede af undervisning – også selv om de er gode udøvere. Det er faktisk efter min opfattelse netop læreruddannelsens styrke: At solide musikfaglige og didaktiske kvalifikationer går hånd i hånd. For det er jo ikke nok, at man som musiklærer har begge sider, både det musikfaglige og det didaktiske, men at de to spiller sammen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *