Licensbetingelser

Der er to former for Amadeus-licenser: enkelt-licens og site-licens. Kort fortalt giver en enkelt-licens ret til at anvende Amadeus på en enkelt computer, mens en site-licens giver ret til at anvende Amadeus på alle computere i en virksomhed eller institution.

Enkelt-licens

En „enkelt-licens“ giver ret til at bruge Amadeus enten til 1 computer eller til 1 person efter eget valg. Normalt vil man vælge at bruge Amadeus til 1 computer.

Brug af enkelt-licens til 1 computer

Hvis du vælger at bruge din enkelt-licens til 1 computer, må du installere og bruge Amadeus på én og kun én computer. Alle, der anvender computeren, har så ret til at bruge Amadeus på denne computer.

Brug af enkelt-licens til 1 person

Hvis du vælger at bruge din enkelt-licens til 1 person, må du installere og bruge Amadeus på op til tre computere. Til gengæld må Amadeus på disse computere kun bruges af den samme person.

Denne anvendelse af en en enkelt-licens er tiltænkt brugere, der for eksempel har både en stationær og en bærbar computer, eller brugere, der har både en Windows-pc og en Macintosh.

Bemærk, at hvis en enkelt-licens af Amadeus bruges til 1 person og dermed til flere computere, må Amadeus ikke bruges af andre personer på nogen af de computere, hvor Amadeus er installeret.

Man skal ikke ved købet angive, om man ønsker at bruge sin enkelt-licens til 1 computer eller til 1 person, ligesom man til enhver tid kan vælge at skifte mellem de to måder at bruge sin enkelt-licens på.

Site-licens

En „site-licens“ giver som hovedregel ret til at bruge Amadeus på alle de computere, der ejes af licenshaveren, uanset hvem der anvender disse computere og uanset antallet af computere.

Licenshaveren kan for eksempel være en virksomhed eller en institution. Cyrk/Octopus forbeholder sig ret til i hvert tilfælde at specificere de nærmere betingelser og omfanget af site-licensen før købet. Normalt vil „en institution“ således ikke kunne omfatte for eksempel et helt universitet, men kun et enkelt institut.

En site-licens giver endvidere ret til at kopiere vejledningerne til Amadeus i ubegrænset omfang til internt brug i virksomheden eller institutionen.

Spørgsmål og svar

Jeg har en stationær og en bærbar computer. Jeg selv bruger begge, men min mand bruger kun den stationære. Kan vi nøjes med en enkelt-licens?

Nej, ikke hvis I begge bruger Amadeus. Hvis en enkelt-licens bruges på flere computere, må Amadeus kun bruges af den samme person. I har følgende muligheder:

  • Køb 2 enkelt-licenser til Amadeus.
  • Køb 1 enkelt-licens til Amadeus, og brug den kun på den ene computer.
  • Køb 1 enkelt-licens til Amadeus, og brug den selv på begge computere – men din mand kan så ikke bruge Amadeus.

Vi er en lille virksomhed med 3 personer og 5 computere. Hvilken licens-type skal vi vælge, og hvor mange licenser skal vi bruge?

Det billigeste vil være at anskaffe 3 enkelt-licenser og så anvende de tre licenser „til 1 person“ på alle 5 computere.

Hvis I på et tidspunkt bliver flere ansatte, må I anskaffe flere licenser. Det kan måske derfor være en ide at anskaffe en site-licens, der giver ret til ubegrænset anvendelse af Amadeus på alle firmaets computere.

Jeg har kun brug for Amadeus Becifring. Findes der en licens kun til Amadeus Becifring?

Nej. En licens giver altid ret til at bruge alle tre skrifter, og der gives ikke licens til brug af skrifterne enkeltvis.