1. Formelle modeller – en introduktion

I forbindelse med sædvanlig musikteori er beskrivelser af fænomener som regel kendetegnet af en vis grad af unøjagtighed og af underforståede elementer. For eksempel beskriver Aldwell & Schachters (1989: 247) „sekvens“ således:

A crucial element—often, indeed, the crucial element—in musical design and form is repetition of a melodic or chordal pattern. If such repetitions occur on different scale degrees, the result is called a sequence.

Men omfatter det en hvilken som helst gentagelse, også for eksempel efter længere tid? Og hvilken form for gentagelse er der tale om? Skal materialet for eksempel gentages bogstaveligt eller rettes ind efter skalaen? Kan materialet varieres? Hvor meget? Osv. osv. Som regel er der naturligvis som her ganske gode grunde til at tillade en vis grad af unøjagtighed. Først og fremmest ville teksten blive unødigt besværlig at læse, hvis man insisterede på en høj grad af formel nøjagtighed. Desuden er det ikke altid, at det aktuelle fænomen overhovedet lader sig beskrive præcist, og i forbindelse med så et så komplekst fænomen som en musikalsk norm er en vis vaghed i beskrivelsen ofte at foretrække frem for en fejlagtig og uladsiggørlig præcision.

Undertiden kan det dog være nyttigt netop at forsøge at formulere en model, der er formel, dvs. klar og utvetydig, da det giver særlige muligheder for at belyse forholdet mellem norm og beskrivelse: For det første kan selve processen med at formalisere beskrivelsen give et tydeligere billede af opfattelsen af normen. Formaliseringen kan således være en hjælp til at afdække underforståede antagelser eller problemfelter, der er bevidst eller ubevidst undgået i en ikke-formel beskrivelse. For det andet kan visse formelle modeller anvendes til at generere musik. Har man for eksempel opstillet en model for bestemte akkordfølger, kan man generere akkordfølger, der overholder modellen. Man kan så sammenligne de genererede akkordfølger med ens fornemmelse for den musikalske norm og på denne måde vurdere, i hvor høj grad de to stemmer overens. Herved kan man altså få et billede af, i hvor høj grad ens model dækker det fænomen, man ønsker at beskrive. Målet er således ikke blot i sig selv en præcis model, men snarere mere bredt at kvalificere forholdet mellem beskrivelsen og fænomenet.

I en enkel model beskrives simpelthen en bestemt mængde – for eksempel af rytmer, af tonehøjder eller af akkordfølger. Et konkret element, for eksempel en konkret rytme, er da enten med i mængden eller ikke med i mængden. En C-dur-skala kan for eksempel beskrives som mængden af tonerne {c,d,e,f,g,a,h}. Et andet eksempel er den norm for harmonikken i et standardkontraststykke i rock’n’roll, som jeg tidligere har præsenteret (Jensen 1995: 52):

Grafen beskriver en mængde af akkordfølger, der altså således er en enkel formel model for standardkontraststykker i rock’n’roll. Typisk vil sådanne modeller bestå af en række regler, og karakteristisk er altså, at enten er et konkret element med i mængden, eller også er det ikke med.

I andre modeller beskrives ikke så meget hvilke elementer, der er inkluderet, som hvilke elementer, der foretrækkes. Dette gælder for eksempel Lerdahl og Jackendoffs (1983) „preference rules“, for eksempel:

TSRPR 1 (Metrical Position)  Of the possible choices for head of a time-span T, prefer a choice that is in a relatively strong metrical position.

TSRPR 2 (Local Harmony)  Of the possible choices for head of a time-span T, prefer a choice that is
a. relatively intrinsically consonant,
b. relatively closely related to the local tonic.

Der er her tale om, at visse elementer foretrækkes frem for andre. En sådan model er som regel mere nuanceret. Hvis man for eksempel bruger modellen til at generere elementer, vil man således ikke blot få en række elementer, men en prioriteret liste af elementer. Til gengæld er det også sværere at gøre modellen så præcis, at den faktisk kan bruges til at generere elementer med. Det er således nødvendigt at afgøre med hvilken „vægt“, de forskellige regler skal inddgå – hvilket for eksempel Lerdahl og Jackendoff altså ikke (altid) gør.

Formaliseringen lader sig naturligvis bedst foretage ved fænomener og beskrivelser, der er forholdsvis simple. Jeg vil nedenfor forsøge at opstille formelle modeller af to musikalske normer for små frasers rytmer: „simpel melodirytme“ og „versrytme“ i pop og rock. Selv om modellerne her behandles efter kapitlet om tidslige forhold, er den i praksis udarbejdet sideløbende hermed, og en lang række af de erfaringer, jeg har gjort med at opstille de formelle modeller, er indarbejdet i afsnittene om rytme. Modellerne er enkle modeller, der blot forsøger at angive en mængde af musikalske rytmer til en given tekstrytme, men ikke forsøger at prioritere disse.

2. Rytme