Jesper Juellund Jensen      

Præsentation i Dansk Årbog for Musikforskning


Ph.d.-projekt:
Musikalske normer i populærmusik

Mit ph.d.-projekt omhandler musikalsk-analytiske aspekter af populærmusikken med hovedvægt på perioden 1955-1970. Formålet er at beskrive musikalske normer, dvs. bagvedliggende strukturer, der opleves som karakteristiske for musikken, og som konkret musik høres „i lyset af“. En musikalsk norm er således ikke blot det statistisk gennemsnitlige for et givent repertoire, men snarere mønstre og forventninger i opfattelsen af musikken som klanglig struktur. Et åbenlyst eksempel er modus, dvs. en tonehøjdestruktur, som musikkens konkrete toner høres på baggrund af. Et andet eksempel er karakteristiske harmoniske formler som bluesskemaet. Et tredje eksempel er forholdet mellem tekststruktur og rytmisk struktur, herunder polyrytmer og „lifts“. Også konkrete analyser af musik tager – mere eller mindre underforstået – udgangspunkt i forestillinger om normer for den pågældende musik. Et formål med mit projekt er at forsøge at eksplicitere disse normer.

Den traditionelle musikvidenskab tilbyder naturligvis en lang række notationsformer og analysemetoder, men det er klart, at da disse ikke er udviklet med populærmusikken for øje, kan de ikke altid uden videre overtages. Selv noget så grundlæggende som nodenotation indebærer således bestemte ideer om beskaffenheden af begreber som tonehøjde og rytme. Endnu tydeligere bliver dette naturligvis i forbindelse med mere sofistikerede metoder som funktionsanalyse, traditionel formanalyse eller Schenker-analyse, der på afgørende vis er præget af antagelser om, hvordan musik opfattes (eller bør opfattes). Det betyder dog ikke, at traditionelle metoder og notationsformer helt må forkastes: Dels er der et åbenlyst slægtskab mellem populærmusik og kompositionsmusikken, dels bør en analyse kommunikeres i et sprog, der ikke er for eksotisk og svært tilgængeligt. I projektet inddrages således en bred vifte af analysemetoder fra forskellige musikvidenskabelige traditioner, der diskuteres og tilpasses den aktuelle musik. Derudover omfatter projektet anvendelsen og udviklingen af andre beskrivelsessystemer.

Musikalske normer kan være kendetegnende for meget store repertoirer, for eksempel opfattelsen af puls og takt. Men selv i et så forholdsvis afgrænset repertoire som den britisk/amerikanske populærmusik i perioden 1955-1970 er der temmelig store forskelle på konkrete musikalske normer. Projektet omfatter derfor dels normer, der omfatter for eksempel hele det 20. århundredes populærmusik, dels normer, der er specifikke for eksempel for rock’n’roll, soul, „Brill Building“-pop eller britisk „beat“. Projektet er af forskellige grunde centreret omkring traditionelle parametre som melodik, harmonik, rytme og form. Udgangspunktet er dog i alle tilfælde den indspillede musik, og projektet indebærer således et omfattende transskriptionsarbejde.

Man kan læse mere om projektet på www.cyrk.dk/phd, hvor der blandt andet findes artikler om toneideer, rumopfattelse, melodirytme, metrum mm.