Metrum

Jeg vil her kort diskutere metrum i populærmusik. Det er svært at give en præcis definition på metrum, men som udgangspunkt kan metrum forstås som „det ordningsprincip, der ligger til grund for den rytmiske udfoldelse“.¹ Der er således tale om et sammensat kompleks, der angår flere tidslige planer og deres indbyrdes forhold.

To væsentlige egenskaber ved metrummet er i langt størstedelen af populærmusikken pulsen – et dominerende, jævnt, rytmisk lag – og takten – en gruppering af flere pulsslag. I megen populærmusik kan man ret uproblematisk identificere puls og takt, og fire pulsslag pr. takt er selvfølgelig altdominerende. Da pulsen sædvanligvis noteres som fjerdedele, er den almindeligste taktart således . Et eksempel er Sam Cookes What a Wonderful World:

Takterne er her desuden tydeligt markeret ved akkordskift. Med andre ord opfattes to rytmiske lag som dominerende i musikkens metrum:

Ofte kan puls- og taktlagene genkendes ved, at der er en accentuering af 2- og 4-slaget i form af lilletromme eller lignende, mens 1- og 3-slaget markeres af bas og stortromme.

Selv om puls og takt er to vigtige egenskaber ved musikkens metrum, er det klart, at de ikke står alene. Andre egenskaber omfatter blandt andet grupperinger af takter i længere forløb, opdelingen af pulsen i mindre enheder samt andre aspekter af forholdet mellem puls og takt. Således kan en gruppering af fire pulsslag i en takt () tilsyneladende dække over en række metriske principper (Middleton 1990: 212):

Within this basic system, we find a variety of ‘kinetic ideas’ …, which are often designated by such terms as ‘slow waltz’, ‘medium rock’, ‘ballad tempo’ or ‘fast boogie’, each with its own ‘feel’, and which in turn generate the metrical deep structures.

Puls og takt er således blot en forsimpling, en abstraktion, af et komplekst metrum, men ikke desto mindre er puls og takt naturligvis som regel to af de vigtigste karakteristika ved metrummet.

Flertydig takt og puls

Det er dog langtfra altid, at puls og takt er så entydige, hvilket jeg vil give nogle eksempler på. Det første eksempel er Paul Simons Still Crazy After All These Years (=110):

Notationen i afspejler to konkurrerende pulsopfattelser: Pulsen kan opfattes som , og der er da seks pulsslag i hver takt – med hensyn til sangen er dette vel den mest nærliggende puls. Men pulsen kan også opfattes som (=37), hvorved der er to pulsslag i hver takt – hvilket blandt andet understøttes af den gennemgående trommefigur:

Der er således tilsyneladende to puls-lag i nummeret, der hver kan have større eller mindre vægt i forskellige stemmer.

I øvrigt er det værd at bemærke, at der ved e-pulsopfattelsen kan gøre sig to opfattelser af takt gældende: dels en takt som seks pulsslag, dels en takt som tre pulsslag:²

Både med hensyn til puls og takt er der således forskellige opfattelser, der lader til at virke på samme tid.

Et andet eksempel er Tammy Wynettes He Loves Me All The Way:

Mens sangen nærmest opfattes som i , opfattes bassen tydeligvis i – med antydninger af . Netop denne flertydighed mellem og er forholdsvis almindelig i visse stilarter.

De to eksempler peger på, at puls og takt langtfra er entydige fænomener i populærmusik, men at flere puls- og taktopfattelser kan spille ind på samme tid i et givent metrum. Selv om en enkelt puls- og taktopfattelse som regel er om ikke enerådende, så dog i hvert fald dominerende, er det således tilsyneladende vigtigt at være opmærksom på, at andre puls- og taktopfattelser i større eller mindre grad kan gøre sig gældende.

Ujævn puls

En del musik med „skæve taktarter“ i et hurtigt tempo er karakteriseret ved, at pulsen kan forstås som uregelmæssig eller ujævn. For eksempel kan undertiden forstås som en tre-delt takt, hvor første pulsslag er lidt længere end de to følgende:

Et andet eksempel er en tredelt takt, hvor det sidste pulsslag er lidt kortere end de to første, således som det kan opleves i latinamerikansk musik:

Selv om ujævn puls forekommer i populærmusik, er det dog ret sjældent.³

Ligesom to „jævne“ pulsopfattelser kan spille ind på samme tid (f.eks. og ), kan en ujævn og en jævn pulsopfattelse også være til stede samtidig. Jeg vil dog ikke omtale dette fænomen – polyrytmik – nærmere her.

Taktartsbenævnelser

I princippet er definitionen på taktartsbenævnelser ganske simpel: det øverste tal angiver antallet af pulsslag i hver takt, mens det nederste tal angiver notationen af et pulsslag. For eksempel angiver benævnelsen , at der er tre pulsslag i hver takt, og at et pulsslag noteres med en fjerdedelsnode. I praksis er sagen noget mere kompliceret, da der er tradition for at benytte visse taktartsbenævnelser til at karakterisere metrummet nærmere end blot antallet af pulsslag i hver takt, og hvordan et pulsslag noteres.

Et eksempel er , der som regel benævner en to-delt taktart, hvor hvert pulsslag underdeles i tre, og ikke en taktart med seks pulsslag i hver takt. Tilsvarende sås det ovenfor, at og anvendtes til tre-delte taktarter. En taktartsbenævnelse kan således også angive underdelingen af pulsen.

Et andet eksempel er , der ofte bruges om todelte taktarter, hvor der samtidig er en antydning af en firedeling (), mens som regel bruges om mere entydigt todelte taktarter. Tilsvarende benyttes som regel om taktarter, hvor der i højere grad end ved kan siges at være seks pulsslag i hver takt. Taktartsbenævnelsen kan altså undertiden ikke blot angive den dominerende pulsopfattelse, men kan også antyde andre pulsopfattelser.

Taktartsbenævnelserne anvendes således i visse tilfælde også til at karakterisere metrummet nærmere, for eksempel ved at angive underdeling af pulsen og ved at antyde andre pulsopfattelser. Endelig bør det bemærkes, at forskellige taktartsbenævnelser traditionelt kan antyde forskellige tempi og „karakterer“ – igen en nærmere karakteristik af metrummet. Det er vigtigt at være opmærksom på, at taktartsbenævnelserne som repræsentationer af forskellige metrummer fortrinvis er opstået i forbindelse med europæisk kunstmusik og således først og fremmest omfatter de mest almindelige sammensatte taktfænomener i denne tradition.

Noter