Tonerne b og h, symbolerne ♭, ♮ og ♯

Hvad er det for noget forvirrende noget med tonen mellem a og c, der kan hedde h eller b? Og hvor kommer symbolerne for fortegn – ♭, ♮ og ♯ – fra?

Tonerne b og h

Man hører tit, at vi i Danmark (samt i Tyskland og i resten af Skandinavien) bruger h som navn for tonen mellem a og c, fordi en munk i middelalderen lavede en skrivefejl og skrev h i stedet for b.1 I virkeligheden er det nok lidt mere kompliceret og knap så tilfældigt:

I starten var der flere forskellige systemer til navngivning af toner med bogstaver. Et system (Boethius, cirka 500) startede på den tone, der også i dag kaldes a, men fortsatte ud over g:

A B C D E F G H I K L M N O P

Et senere system (almindeligt i det 9. århundrede, se fx Hucbald) startede med A på den tone, der i dag kaldes c.

Efterhånden var den såkaldt „vokale“ notation med tonen a samme sted som i dag og med gentagelse af tonenavne i hver oktav dominerende:

c d e f g a b   c d e f g a b   c d e f g a b   c …

Generelt brugte man kun stamtonerne, men der var snart brug for at skelne mellem to versioner af tonen b:2

  • Lavt b, som man kaldte b molle.
  • Højt b, som man kaldte b durum.

For at slippe for disse lange navne skrev man to udgaver af b’et:

  • Et rundt b – b rotundum – for det dybe b, for b molle.
  • Et firkantet b – b quadratum – for det høje b, for b durum.

Det høje, firkantede b blev så siden hen til h (et firkantet b med „manglende bund“), mens det lave, runde b bare blev til b. På en måde er tonen mellem a og c altså slet ikke h, men egentlig „firkantet b uden bund“. Men det er selvfølgelig noget mere praktisk at kalde det h og udtale det som bogstavet.

På engelsk bruges betegnelsen B om den høje udgave af b’et (b durum), mens den lave udgave (b molle) kaldes B flat (skrives B).

Fortegn

Som illustrationen med skalaen ovenfor antyder, kommer det moderne opløsningstegn, ♮, faktisk af det kvadratiske b, af b quadratum.

Oprindeligt betegnede ♮ blot „den høje udgave“, og ♭ betegnede „den lave udgave“. Når man i en node skrev ♮ foran et f, betegnede det således et fis – den høje udgave af f’et.

Man skrev i øvrigt gerne tegnet for den høje udgave lidt forskelligt – nogle gange ♮, andre gange ♯. Det betød dog det samme, og det var mere et spørgsmål om smag eller stil, hvilket af de to tegn, man brugte. Lidt ligesom bogstavet a kan skrives på forskellig vis.

I løbet af det 18. århundrede bliver det dog mere og mere almindeligt at skelne mellem ♯ (hævet stamtone) og ♮ (stamtone), som man endnu i dag kender det.

 

Noter

1.
Se fx Wikipedia (11. september 2008): I Danmark kaldes den tone, der i de fleste andre lande benævnes B, for H. Man kender ikke den præcise grund til dette nationale særpræg, men en teori er, at der engang har siddet en munk og skullet kopiere tonerækken, og så er han kommet til at lave et sjusket b, som har lignet et h. (skriver man et "b" med sammenhængende skrift, uden at lukke det helt, fremkommer et "h").
Tilbage
2.
Hvorfor var det egentlig lige b, som der var to udgaver af? Hvorfor ikke for eksempel f? Kort fortalt var det middelalderlige tonesystem baseret på hexachordet, dvs. en tonerække på seks toner, ut re mi fa so la, med heltone mellem hvert tonepar, undtagen halvtone i midten, mellem mi og fa. Det var almindeligt at placere hexachordet på c, f og g. Dette giver tonerne:
c: c d e f g a
f: f g a b c d
g: g a h c d e
Med en enkelt undtagelse har man altså her stamtonerne – og undtagelsen er netop tonen b/h.
Tilbage