Cyrk   Jesper Juellund Jensen  

Baggrund

Det populærmusikalske felt har længe i vid udstrækning været forsømt indenfor musikvidenskaben. Dette gælder måske især populærmusikalske fænomeners musikanalytiske aspekter, til trods for at studiet af sådanne aspekter udgør musikvidenskabens specialområde. En vigtig forklaring på dette forhold er, at æstetiske og/eller ideologiske vurderinger har påvirket forskernes attituder til forskellige musikalske genrer og styret valget af analyseobjekter. En anden forklaring hænger sammen med den åbenbare utilstrækkelighed hos de autonomiæstetiske musikanalytiske modeller, der er udviklet indenfor konservatorietraditionen, der ofte fremtræder når disse anvendes på populærmusikalske fænomener.

Alf Björnberg i Analyse af populærmusik: teorier og metoder, s. 13.

Med dette citat indledte jeg mit speciale ved Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet. Bogen „Rockharmonik“ er en omskrivning af dette speciale. I indledningen til specialet hedder det videre:

Min tilskyndelse til en nærmere undersøgelse af pop/rockens harmonik og form er først og fremmest simpelthen et ønske om en klarere forståelse for, hvordan forskellige pop/rock-stilarter er „skruet sammen“ mht. harmonik og form. I det hele taget har studiet af musikanalytiske aspekter af pop/rock jo – som Björnberg så rigtigt anfører i citatet ovenfor – været forsømt. Dette har blandt andet ført til, at æstetiske betragtninger over pop/rock kun i ringe grad inddrager disse aspekter og i stedet ofte tillægger ydre-musikalske aspekter som f.eks. tekst og image en uforholdsmæssig stor vægt. Dette har igen – fuldt forståeligt – ført til en udbredt skepsis mod musikæstetiske betragtninger blandt f.eks. pop/rock-musikere. Efter min opfattelse bliver musikæstetik først rigtigt vedkommende og interessant, når selve musikken – melodi, akkorder, lyd, rytme osv. – inddrages.

Overordnet er der tale om en historisk fremstilling, hvor forskellige stilarters harmonik og form behandles i kronologisk rækkefølge. En rent historisk gennemgang er dog hverken hensigtsmæssig eller mulig. Forskellige stilarter overlapper i tid, og desuden har en række stilarter fælles træk, som det vil være naturligt at behandle samlet. Jeg vil naturligvis diskutere sammenhængen mellem de forskellige stilarter, men mit primære ærinde er at beskrive de forskellige akkorder, vendinger, former etc. – ikke at forklare, hvordan de er opstået, og hvor de kan tænkes at stamme fra.

Da rockharmonik ikke tidligere havde været genstand for en dybere undersøgelse, var det nødvendigt med et stort transskriptionsarbejde, der har omfattet knap 300 numre (!).

Fra bedømmelsen af specialet:

Forfatteren bevarer et godt overblik over dette store materiale og forstår at uddrage de væsentlige træk og meddele dem i en overskuelig form. Han er endvidere velorienteret i den relevante litteratur, som han bruger med stor kritisk sans og et vågent øje for de overfladiske generaliseringer, som let optræder i et så forholdsvis jomfrueligt område. Forfatteren fortjener endvidere ros for sin præcisering af arbejdets grundlag, idet indledningen grundigt diskuterer de relevante metoder. Denne metodebevidsthed præger dog hele arbejdet, som ikke blot former sig som en beskrivelse, men som en fortløbende diskussion af det relevante teoretiske grundlag for beskrivelsen og forståelsen af harmonikken.

Bogen „Rockharmonik“ er en gennemgribende omskrivning af specialet, hvor der blandt andet er tilføjet indledende afsnit, der udførligt gennemgår det teoretiske grundlag (trinanalyse, funktionsanalyse, bluesharmonik mm.).


Jesper Juellund Jensen: Rockharmonik. Gyldendal Undervisning, København 1995. ISBN 87-00-20197-9.